Emma

Første gang udgivet på dansk: 1958

Originaltitel: Emma, 1816

Romanens hovedperson er Emma Woodhouse. Hun har høje tanker om sig selv som menneskekender og elsker at planlægge andres liv. Hendes hverdag, der er bekvem, går med at holde hus for sin far i Highbury. Den eneste, der drister sig til at kritisere hende, er Mr. Knightley, der bor på godset Donwell Abbey ved siden af familien Woodhouse. Mr. Knightly, der er 16 år ældre end Emma, ser både Emmas gode og mindre gode sider.

I begyndelsen af romanen har Emmas guvernante og veninde lige giftet sig, og Emma håber, at Harriet Smith, der går på den lokale kostskole, kan blive hendes nye veninde og fortrolige. Det lykkes Emma at adskille Harriet fra den bonde, der er faldet for hende, og i stedet mener Emma, at den nye præst, Mr. Elton, kunne være et godt match for Harriet. Mr. Elton misforstår situationen og tror, at Emma er interesseret i ham, men Emma afviser ham. Han tager til Bath og kommer hjem som en gift mand, for med sig har han den intrigante Mrs. Elton. Selvom Emma ingen intentioner har om at gifte sig, har hun et godt øje til sin gamle guvernantes stedsøn, Frank Churchill, der kommer til byen. Jane Fairfax, en smuk, men fattig ung kvinde, kommer også til for at besøge sin bedstemor og tante, Mrs. Og Miss Bates, inden hun skal til at arbejde som guvernante.  

Emma erkender, at hun kun nærer venskabelige følelser for Frank Churchill, men hun opfatter ikke, at han i virkeligheden er hemmeligt forlovet med Jane Fairfax, og hun opfordrer derfor Harriet til at gå efter ham. Harriet er i mellemtiden blevet tiltrukket af Mr. Knightley. En central scene i romanen er skovturen på Box Hill, hvor Emma overrumpler Miss Bates og bliver sat på plads af Mr. Knightley. Frank Churchill og Jane Fairfax forenes, og Emma erkender sine egne følelser for Mr. Knightly, der tror, at Emma stadigvæk er interesseret i Frank. Alt løser sig til sidst – selv for Harriet, der genfinder kærligheden med bonden Robert Martin.