Regency England (1811–1820) er den korte, men kulturelt dominerende periode, hvor prinsregenten (den senere George IV) regerede på vegne af sin syge far. Epoken er berømt for sin ekstravagante mode, neoklassiske arkitektur og de skarpe sociale koder, som vi kender fra Jane Austens romaner. Samtidig var det en tid med store kontraster, hvor luksuslivet i overklassen eksisterede side om side med Napoleonskrigene og begyndelsen på den industrielle revolution. Det var her, det moderne britiske samfund begyndte at tage form gennem en blanding af romantik og striks etikette.
Jane Austen og Regency-tiden er uadskillelige, da hendes romaner perfekt indfanger periodens sociale koder og begrænsninger. Selve epoken (1811–1820) var præget af en streng klasseopdeling, hvor arv, titler og “gode forbindelser” definerede et menneskes værdi. For kvinder var ægteskab den eneste vej til økonomisk sikkerhed, hvilket er det centrale tema i værker som Stolthed og fordom.
Selvom Austen døde i 1817, står hendes bøger som de vigtigste vidnesbyrd om Regency-tidens menneskesyn.
I Regency-perioden (ca. 1811–1820) gennemlevede England og Danmark to vidt forskellige virkeligheder, selvom de var tæt forbundet gennem krig. Mens den britiske overklasse dyrkede luksus, Jane Austen-romantik og arkitektonisk elegance under prinsregenten, var Danmark præget af statsbankerot og de dybe sår fra Københavns bombardement i 1807.
Trods den økonomiske nød i Danmark, spirede en utrolig kreativitet i denne tid med navne som C.W. Eckersberg og H.C. Ørsted, der præcis som de britiske tænkere satte skub i den moderne verden.