Der er rigtig meget musik i Jane Austens værker og det er der en god grund til:
Både Jane og Cassandra, hendes søster, blev sendt på kostskole, hvor man kunne lære at spille et instrument, at synge, at brodere, sprog, lidt geografi, lidt historie, let husholdning samt lidt litteratur. Desværre blev de der ikke så længe på grund af sygdom, men Jane fik i stedet en musiklærer privat: George William Chard, assistant organist i Winchester Cathedral og hun øvede flittigt i hjemmet hver eneste dag gerne før morgenmad.
18. årh. er klassisk periode (wienerklassik) og de komponister vi i dag kender mest til er: Haydn, Mozart og Beethoven, men i virkeligheden var der langt flere.
Komponisterne holdt sig sjældent til deres eget land. Tyske komponister tog til Paris, italienere var aktive i Østrig og Tyskland, og mange tog til England, Rusland og Spanien.
London især var centrum for megen musik – koncerter, opera og teater. En del af musikken var af engelske komponister – især vokalstykker.
Folk gik til koncerter, opera og teater men rigtig mange var også udøvende amatører.
Koncerter kunne være offentlige, hvortil man købte billet (dyrt), men de kunne også være en del af et privat middagsselskab. Jane Austen’s bror Henry lagde hus til en sådan koncert i London, hvorom JA skriver til sin søster Cassandra. “The Music was extremely good There was one female singer, a short Miss Davis, all in blue, whose voice was said to be very fine indeed; and all the performers gave great satisfaction by doing what they were paid for, and giving themselves no airs. No amateur could be persuaded to do anything”.
Det var på dette tidspunkt muligt at købe trykte noder af mange forskellige komponister.
Ofte drejede det sig om musik arrangeret for vokal med akkompagnement (piano el. harpsichord), men også arrangeret for violin, cello, fløjte, harpe eller andet instr. spillet af amatører.
Koncerter for hele orkestre blev ofte arrangeret for soloinstrument.
At købe trykte noder var dyrt, så ofte lånte man af andre og kopierede i hånden.
Der eksisterer 18 bøger med musik fra JA’s egen samling, der i dag ligger i Southampton University’s arkiv og er tilgængelige på nettet. To af dem er håndskrevet/kopieret af hende selv.
Her kan vi se, at Jane Austens egen smag gik mod de populære toner fra hendes tid. Hun spillede country-dances for sine nevøer og niecer, og kunne ellers især godt lide musik af den østrigsk fødte franske komponist Ignaz Pleyel. 14 sonatiner af ham er med i bøgerne, udover musik af Händel
(Jane har spillet bl.a. dele af Messias udsat for pianoforte), Mozart, Corelli, Johann Christian Bach og Gluck. “Che faro senza Euridice” fra Gluck’s Orfeus og Euridice var en af hendes favoritter. Der er også en del stykker af engelske komponister, hvoraf mange er glemt idag. Jane Austen holdt dog af Charles Dibdin. Han skrev over 100 dramatiske værker på 20 år og ca. 100 sange. Den berømteste er Tom Bowling, der er med på Last Night of the Promms hvert år, men Jane’s favorit var sangen ”Soldier’s Adieu”, som hun omdøbte til ”Sailor’s Adieu”.
Ja, masser men hun nævner kun en komponist og kun direkte navnet på en dans. (se afsnit om dans)
I Sense and Sensibility er Marianne Dashwood den musikalske person. Hun både spiller og
synger og spiller på et smukt pianoforte. Da hun og hendes familie er inviteret til Barton Park
beder selskabet hende om at underholde, hvilket hun gør til fulde.
I Emma kap. 28 spiller Jane Fairfax på det nye pianoforte, som hun har fået forærende.
Frank Churchill beder hende om at spille noget mere –
“If you are very kind,” said he, “it will be one of the waltzes we danced last night;–let me live them over again. You did not enjoy them as I did; you appeared tired the whole time. I believe you were glad we danced no longer; but I would have given worlds–all the worlds one ever has to give–for another half-hour.”
She played. (…) Så finder han nogle noder på en stol…
“Here is something quite new to me. Do you know it?–Cramer.–And here are a new set of Irish melodies. That, from such a quarter, one might expect. This was all sent with the instrument. Very thoughtful of Colonel Campbell, was not it?–He knew Miss Fairfax could have no music here….
og lidt senere spiller hun en sang eller variationer over den – en sang, der betyder noget særligt for hende. Sangen er irsk og hedder Robin Adair – er skrevet af Lady Caroline Keppel, der var gift med Adair. Han var læge i hæren, knyttet til hoffet og blev adlet.
Sangen findes i flere udgave i Jane Austens musikbøger.
Ikke alle Jane Austen’s romanpersoner er dog lige talentfulde f.eks. Mary Bennet i Pride and Prejudice, der lægger alle sine kræfter i musikken, idet hun ikke er ligeså køn som sine søskende og ej heller så intelligent. Desværre er hendes musikalske evner heller ikke så gode. Hun vil meget gerne optræde, og familien må til tider stoppe hendes iver. Hendes evne til at vælge det rette stykke musik til lejligheden er heller ikke så heldigt – hun keder gerne sit publikum.